2020 Aflyst
Gislev Musik Festival 2020 aflyses pga. Corona
Året 2020 skulle ellers have været det år, hvor vi sammen ville fejre d. 20’ende festival i Gislev Børneskov. Vi havde glædet os, som små børn, til at gøre den til noget ekstraordinært og særligt. Derfor har det været en sørgelig, men på ingen måde svær beslutning, at skulle aflyse Gislev Musik Festival 2020. Det vigtigste lige nu er at vi kommer igennem denne krise sammen, men hver for sig, så vi bagefter endnu engang kan samles og dyrke fællesskab, samvær og nærvær.
Vi kan i stedet se utroligt meget frem til året 2021, hvor vi både vil kunne fejre den 20’ende festival & Gislev Musik Festivalens 20 års fødselsdag.
Selvom festivalen er aflyst i år, så sidder bestyrelsen stadig på standby, i “venteposition” om man vil. Vi følger nemlig løbende med, i regeringens udmeldinger og anbefalinger, og vi håber på, at der i løbet af sommeren, åbnes op for at kunne sætte et lille pop-up arrangement på benene. I dette tilfælde så vil vi, på bedste “Gislev Musik Festival Manér”, forsøge at stille op med store smil, rummelig musik, varme pølser og kolde øl.
Lige nu nøjes vi dog med at drømme os tilbage til de gode minder, som vi har fra tidligere sammenkomster, hvor fællesskabet og nærværet har været eminent. Og glæde os til at vi nok kommer til at dele en hel masse nye, fantastiske oplevelser sammen igen.
Pas godt på hinanden.